Den nyligt dræbte, libyske diktator, Moammar Gaddafi, havde alle muligheder for at forlade sin post som statsoverhoved i Libyen med livet i behold.
Det forklarede den amerikanske præsident Barack Obama ifølge det internationale nyhedsbureau AP, da han i går aftes gæstede Jay Lenos populære talkshow på NBC.
I det - for Jay Leno - ukarakteristisk seriøse interview argumenterede Obama for, at Gaddafi dermed selv bærer skylden for sin død, eftersom han ikke ville trække sig frivilligt tilbage.
"Han ville ikke, og selv om det åbenlyst aldrig er rart at se tingene ende på den måde, så mener jeg, det sender et tydeligt signal til diktatorer verden over. Folket kræver frihed, og de bliver nødt til at respektere indbyggernes menneskerettigheder," forklarede den amerikanske præsident.
På trods af intern kritik af USA's tilbagetrukne rolle i NATO's mission i Libyen, argumenterede Barack Obama endvidere for, at fremgangsmåden var den helt rigtige.
"Ikke en eneste amerikansk soldat var på jorden. Ikke en eneste amerikansk soldat blev såret eller dræbt, og det synes jeg er opskriften på fremtidig succes," sagde Obama.
Kilde: AP