Det var slet ikke den 25-årige australske livredder Nick Malcom, der reddede prins Christian i land.
Sådan fortæller et nyt vidne, der så, da prins Christian blev fanget af en farlig havstrøm ved Mermaid Beach i Australien for nogle dage siden.
Det skriver BT.dk.
Den egentlige redningshelt var prinsen selv.
Faldt af surfbræt
Vidnet, Joan Hyams, påstår, at livredderen slet ikke var i vandet for at redde prins Christian.
Til gengæld fortæller hun, hvordan prinsen selv formåede at svømme i land, efter at han var blevet fanget af en kraftig udadgående strøm.
Uheldet skete, da prinsen var ude og surfe.
Han blev ramt af den kraftige strøm og faldt af surfbrættet. Derefter blev han trukket væk fra kysten af strømmen.
Livredderen blev opmærksom på det og løb ifølge Joan Hyams ned til kronprins Frederik, der stod i vandkanten og holdt øje med sine børn i vandet.
Svømmede selv i land
Men ifølge den australske kvinde var livredderen ikke nødt til at svømme ud og redde prins Christian. Den klarede han selv.
Joan Hyams var meget imponeret over, at kronprinsen lod sin søn klare situationen selv.