VVS'erne har i dag vist deres frustrationer over overenskomstforhandlingerne ved at nedlægge arbejdet.
Men efter et nyt forsøg ved forhandlingsbordet giver man nu op. Det er ikke lykkedes Blik og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverne i Tekniq at blive enige.
"Trods gentagne opfordringer fra forligsmand Asbjørn Jensen om at få gang i forhandlingerne, kom parterne ikke tættere på hinanden," oplyser Blik og Rør.
Det tyder ikke på, at parterne vil gøre et nyt forsøg.
"Forhandlingerne om en ny VVS-overenskomst er derfor brudt sammen igen, og forligsmanden valgte derfor at sende forhandlingsparterne hjem. Der er ikke aftalt nye møder mellem parterne, og med mindre der sker noget i løbet af weekenden, bliver VVS-overenskomsten en del af den samlede mæglingsskitse," lyder det fra forbundet.
I dag har mindst 800 VVS'ere og rørlæggere fra 50 virksomheder holdt faglige møder.