Undersøgelser af vraget af passagerfærgen "Estonia" på bunden af Østersøen genoptages om et par uger.
Formålet med undersøgelserne er at dokumentere vraget - ikke at gøre nye fund. Det oplyser det svenske Statens haverikommission (SHK) søndag.
Undersøgelserne bliver gennemført af det svenske selskab Ocean Discovery i samarbejde med det danske selskab JD-Contractor.
Både den svenske og estiske havarikommission vil være med til at lede og styre undersøgelserne.
Til juni skal passagerfærgen undersøges ved hjælp af fotogrammetri.
- Det indebærer, at man tager mange fotografier, som man sætter sammen til et tredimensionelt billede.
- Det gør, at man får et godt overblik, man kan zoome ind og ud, og man kan vride og vende billedet i en computer, så man kan se alt, som er muligt, siger fungerende generaldirektør i SHK Jonas Bäckstrand.
Han oplyser, at der også vil finde flere undersøgelser sted i løbet af året af vraget og dets omgivelser. Tidspunkterne for disse undersøgelser ligger dog ikke klar endnu.
Det er primært estiske myndigheder, der skal stå i spidsen for de undersøgelser.
"Estonia", som skulle sejle fra Tallinn til Stockholm, sank i de tidlige morgentimer 28. september 1994.
137 personer overlevede, mens 852 omkom i en af de værste maritime ulykker i det 20. århundrede.
Det er tidligere blevet besluttet ikke at bjærge vraget, som stadig ligger på Østersøens bund.
En havarikommissionen slog efter tragedien fast, at det var en løsreven bovport, som var årsagen til, at skibet sank.
Det har dog været et mysterium for mange, hvordan færgen kunne synke på under en time.
Overlevende og pårørende til ofrene for ulykken har i årtier kæmpet for en grundigere undersøgelse af hændelsen.
Når de kommende undersøgelser er afsluttet, vil der gå yderligere nogle måneder, før materialet er analyseret og et resultat kan præsenteres.
/ritzau/TT
/ritzau/TT