Så bliver der igen skudt med skarpt efter S og SF's økonomiske plan "Fair Løsning".
S og SF vil nemlig hente fem milliarder på, at få 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der normalt fungerer som en slags tænketank for fagbevægelsen, tvivler imidlertid på, at det mål kan nås, skriver Jyllands-Posten.
"Intet tyder på, at man når målsætningen. Og så kommer der et hul i forhold til at forbedre holdbarheden af de offentlige finanser," lyder det fra chefanalytiker i AE, Martin Madsen, i Jyllands-Posten.
Hans analyse bakkes op af formanden i Danmarks Vejleder Forening, Bo Svane Møller, og ikke overraskende af finansminister Claus Hjort Frederiksen, der ikke på noget tidspunkt har haft særligt varme tanker om "Fair Løsning".
"De fem milliarder er luftpenge. Det er et hokus pokus regnestykke, som oppositionen laver," siger finansministeren.
Socialdemokraterne selv tager imidlertid kritikken med ophøjet ro. Det er nemlig regeringens skyld, hvis målet ikke kan nås.
"Med milliardbesparelserne på uddannelsesområdet gør regeringen det svært at nå målet, men hvis der kommer en ny regering, når vi det. Der er ingen problemer med "Fair Løsning"," lyder det fra finansordfører Morten Bødskov.
Kilde JP