En dyster rumlen i det fjerne forstyrrer den nordsjællandske idyl.
Fuglene afbryder pludselig deres kvidren. Og den tavse forsamling ved porten til kasernen spejder spændt ud i buskadset.
Lyden vokser til tordenskrald, før et brøl lige i nærheden afslører, at noget stort – meget stort – er på vej.
Sekunder senere springer 120 tons stål ud fra den mudrede markvej i form af fire enorme kampkøretøjer med svirrende kanonløb og klaprende larvefødder.
På dette tidspunkt havde en talebankriger nok for længst taget benene på nakken eller overgivet sig betingelsesløst.
Men denne mandag på Høvelte Kaserne nord for København er det kun for sjov.
Kampkøretøjerne bakker sirligt ind på række, før kommandøren i det forreste hiver hjelmen af:
»Er I klar til en prøvetur?,« spørger han de måbende pressefolk i kondisko, der tøvende tager plads bag i vognene.
Så brøler motoren igen. Turen begynder.
Ikke som de andre
Nyhedsavisen er inviteret på prøvetur i en af hærens nye infanterikampkøretøjer (IKK). En ikke helt almindelig krigsmaskine.
Udefra ligner den ganske vist en normal kampvogn. Men derudover har den plads i bugen til hele syv soldater foruden de tre, der bemander køretøjet – ganske som en pansret mandskabsvogn.
»Den er hverken en kampvogn eller en mandskabsvogn – den er noget helt nyt. Den kombinerer kampvognens ildkraft og panserbeskyttelse med mandskabsvognens rummelighed og fart. Det vil på mange måder ændre vores måde at gå i krig på,« siger kaptajn
Mogens Mogensen fra Hærens Kampskole, der forleden officielt fik overdraget de nye køretøjer.
Hidtil har de to typer køretøjer haft vidt forskellige funktioner på slagmarken: Kampvognens kanoner banede vejen for soldaterne ved at bekæmpe større fjendtlige mål, og de pansrede køretøjer transporterede tropperne frem til fronten.
»Med det nye køretøj kan vi på samme tid både få soldaterne sikkert frem i en fart under beskyttelse af kanonen, og bruge soldaterne aktivt ved at sende dem ud af vognene i indøvede formationer, hvis kampvognen møder modstand. Det ville tidligere have krævet dobbelt så mange køretøjer,« forklarer Mogens Mogensen.
Ujævn tur
Nyhedsavisens prøvetur bliver hurtigt en omtumlet fornøjelse.
»Terrænet er ret ujævnt, så I får nok lidt af en rystetur,« lyder det fra vognkommandøren, mens vi triller ud af kasernen.
Knap har vi forladt kasernen, før vi mærker en flig af, hvad den store dieselmotor er i stand til. Gennem søer af mudder og op ad meterhøje skrænter møver kampvognen sig nådesløst af sted, så de utrænede passagerer må kæmpe for at holde sig fast.
Da markvejen krydser en landevej må den brede kampvogn dog pænt holde tilbage for en mindre personbil, der forsigtigt smyger sig forbi vores IKK som en kanin for en dræberøgle.
Først klar i 2010
IKK er da også frygtindgydende. Og samme indtryk skulle den gerne give Danmarks fjender – så som talebankrigerne i Afghanistan.
»Især i det åbne landskab vil den være en kæmpe fordel for de danske tropper, og dens præcise kanon vil være en stor trussel mod talebans lette køretøjer,« siger Mogens Mogensen, der da medgiver, at IKK'erne næppe vil gøre den store forskel i den såkaldte Green Zone i Gereshk-dalen, hvor de danske tropper for tiden er indsat.
»Terrænet er næsten umuligt at køre i, og planterne vokser tæt og højt, så der er panserkøretøjer ikke velegnede,« siger han.
IKK'erne vil dog ikke blive sendt i krig før i 2010. Tiden indtil da skal bruges på øvelser, øvelser og øvelser, så soldaterne bliver fortrolige med køretøjets mange evner.
Nem at køre
Efter endt prøvetur får Nyhedsavisens radbrækkede testpiloter en rundtur i IKK'ens avancerede indre.
»Den er sgu lige så nem at køre som en personbil,« fortæller vores chauffør, der ligesom de øvrige soldater er begejstret over køretøjet.
For det godt være, at krig er en alvorlig sag. Og at et kampkøretøj er et dødsensfarligt stykke isenkram. Men derfor kan man jo godt have det sjovt i trøjen. Som vores chauffør siger det:
»Den er da et fremragende legetøj, ikke?«
Fakta om IKK CV9035
Vægt: 32 ton
Længde/højde/bredde: 6,8/2,8/3,2 meter
Motor: 16 liter diesel, yder 750 hestekræfter
Topfart: 80 km/t
Besætning: Tre (vognkommandør, fører og skytte)
Passagerer: Syv
Bevæbning: 35 mm. kanon, 7,62 mm. maskingevær
Skudrækkevidde for kanon: Fire kilometer
Benzinforbrug: Under én kilometer pr. liter benzin
Rækkevidde på fuld tank: 600 km. på lige vej
Producent: BAE Systems, Sverige
Samlet pris: 1,7 mia. kr.
Desuden: Termisk kamera, natkamera, lasersigte, ildledesystem samt 360 grader kamera så passagererne kan se i alle retninger på en skærm.