De to duellanter sidder på broderparten af det fitnessmarkedet, og det vil Fitnessdk nu have en større bid af, skriver metroxpress.
- Mens andre kæder fokuserer på at skære services væk og indføre selvbetjeningskoncepter, så går vi stik modsat, siger Thomas Bagge Olesen, direktør i Fitnessdk.
Der er vedtaget planer om at investere et betydeligt millionbeløb i at opgradere eksisterende centre og til at realisere planer om inden for højst fire år at åbne 20 nye centre.
- Vi satser på yderligere succes og vækst ved at forkæle medlemmerne med rene, lækre centre med saunaer og dampbade, et højt serviceniveau, veluddannet personale og nye inden- og udendørs træningskoncepter, siger Bagge Olesen, som medgiver, at kunderne blandt andet skal hentes hos Fitness World.
Men det er, som om Fitness World-direktør Per Lyngbak Nielsen smiler overbærende og trækker lidt på skuldrene, da metroxpress ringer for at få en kommentar til konkurrentens planer.
- Vi kommer til at åbne 10 nye centre i år, og jeg tror ikke på, at Fitnessdk kommer til at åbne et eneste. Så de 20 Fitnessdk-centre er papir-fitness-centre, siger han til metroxpress.
- Men jeg forstår godt, at de vil opgradere eksisterende og have vækst, for det har de behov for, siger Lyngbak Nielsen, som afviser antydningen af ikke at være servicemindet.
- Vi lever af tilfredse kunder og har aldrig haft flere kunder.
Fitness World, der i 2008 havde 15 centre, har i dag 115 centre.