Nu kan frustrerede togpassagerer, der skal gennem Næstved Station, ånde lettet op.
Politiet har nemlig ophævet deres afspærring ved stationen, så togene igen kan begynde at køre.
"Vi har ophævet afspærringen og er overgået til normal drift," forklarer Peter Modin, vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, til Newspaq.
Togtrafikken på Sydsjælland har været helt stoppet, efter man fandt ud af, at en tankvogn på Næstved Station lækkede propangas, også kaldet flaskegas.
Da det blev opdaget, at gassen sivede ud fra vognen, afspærrede politiet området og evakueret mange hundreder personer.
Men nu har politiet haft en ekstra tankvogn på stedet og har dermed fået styr på gassen, siger Peter Modin.
"Ved hjælp fra denne tankvogn har vi kunne tappe så meget gas over på en anden tank, så trykket er normaliseret. Når vi er nede på det niveau, så er der ikke nogen fare," siger han.
Selvom stationen er åbnet for togtrafik igen, oplyser DSB, at nogle togpassagerer stadig vil skulle køre med bus en tid endnu.