Luftfartsselskabet Norwegian aflyser alle flyvninger fra København og Stockholm til israelske Tel Aviv til og med 19. december 2023.
Det oplyser Norwegian i en mail til det norske nyhedsbureau NTB.
- Vi kontakter berørte passagerer direkte og arbejder videre på at finde løsninger for passagerer, der befinder sig i Israel, skriver Norwegian i mailen.
Beslutningen kommer, på baggrund af den anspændte situation i Israel.
Selskabet havde først besluttet at aflyse fly til og med 15. oktober, men nu er perioden forlænget.
Det norske Udenrigsministerium har registreret knap 500 norske statsborgere i Israel og knap 100 i Palæstina, skriver NTB.
/ritzau/