I sin nyeste film Wanted får Angelina for en gangs skyld lov til at lufte tigeren - altså den der er tatoveret på hendes ryg.
Normalt er Angelina Jolies mange tatoveringer et større arbejde for kamerafolk og make-up-artister, men i hendes seneste actionbrag passer de til rollen. Det skriver norsk Se & Hør.
I filmen Wanted spiller Angelina Jolie en af verdens bedste lejemordere. Hver gang hun såres på en mission, må hun som resten af hendes 'broderskab' af lejemordere ned i et kar, hvor en væske kan hele kroppen i løbet af nul komma fem.
Det er efter en tur i sådan et kar, at Angelina Jolies medspiller, James McAvoy, og publikum over hele verden, får skuespillerindens fortrin at se. Den smækre skuespillerinde bruger lidt længere tid, end hun egentlig har brug for, inden hun får dækket sin nøgne krop og den tatoverede tiger, som viser kløer.
Nøgent monster
Wanted, som får dansk premiere den 22. august, indtjente over 50 millioner dollar alene den weekend, den havde premiere.
Det er den mest sælgende actionfilm, som Angelina Jolie har lavet. Om det har noget at gøre med nøgenscenerne, melder historien intet om, men da dataanimerede billeder af hende som nøgent monster i filmen Beowulf blev offentliggjort, gik filmens hjemmeside ned på grund af for mange besøgende.