Det var en skrækslagen Nicoline Simone, der i går tog plads på anklagebænken i retten i Sønderborg. Det unge stjernefrø er anklaget for at have hjulpet sin ekskæreste med at smugle kokain og risikerer at komme i fængsel.
Nicoline Simone var så bange for at være i samme lokale som ekskæresten, der flere gange har truet med at slå både hende og hendes familie ihjel, at hun nægtede at sætte foden i retssalen, så længe de andre anklagede var til stede.
Da mændene omsider blev ført ud af salen, tog den 17-årige pige plads på anklagebænken iført en turkis træningstrøje med sit navn trykt bagpå, det sædvanlige kort hår og en Cola i hånden. Da hun blev bedt om at svare på anklagerens første spørgsmål, rystede hun så voldsomt, at hun ikke kunne sige en lyd.
Senere indrømmede hun dog, at hun selv havde sniffet kokain, og at hun har været med ekskæresten i Tyskland for at hente stofferne. Nicoline Simone nægter sig dog skyldig i at være aktivt indblandet i smuglingen. Hun forklarede, at hun blot bar kokainen nogle få meter fra en bil til et hus, fordi manden, som hun var kærester med i et halvt år, tvang hende.
- Han kører bilen til klubben, og så går vi ind. Men så siger han, at jeg skal gå ud og hente de to poser. Han siger, at jeg bare skal gøre, hvad der bliver sagt. Det er med det her psykopat-blik i øjnene og med en meget hård tone.
Retssagen mod Nicoline Simone, der var spået en finaleplads i sidste års X Factor, indtil hendes partner Jean Michel trak sig, ventes afsluttet sidst i oktober.
Kilde: BT