Han havde håbet på at få lov til at spille sine egne sange på X Factor-scenen. Men det blev der ikke noget af.
Fredag aften sagde den 30-årige Jonas endegyldigt farvel til X Factor-karrieren. For den originale kunstner er der ikke meget plads til i sangkonkurrencen, mener han.
- De snakker meget om originalitet og om at finde kunstneren, og det gør man ved at kigge indad og ved at skrive. Og det mangler i det her program, set i bakspejlet, siger han.
Fredag aften stod han for tredje og sidste gang i farezonen mod den jævnaldrende Stephanie. Men selvom konceptet ikke er lige så rummeligt, som han kunne tænke sig, så har den syngende pædagog og model dog taget noget med sig fra X Factor.
- Jeg har lært rigtigt meget om koreografi og sceneoptræden, og det har været superspændende. Men jeg har ikke lært særligt meget om kunstneren i mig selv, siger han.
Jonas' egne musikalske drivkraft var faktisk også en af grundene til, at dommer Ida Corr fredag aften valgte at sige farvel til Jonas og beholde sangerinden Stephanie.
- Jonas er sangskriver, og han skal ud og skrive sine sange, sagde hun efter Jonas' exit.
Der er nu to deltagere tilbage i hver kategori. De seks tilbageværende deltagere skal på scenen igen om en uge.
/ritzau/