Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke kommentere stærkt kritisk rapport fra Flyvertaktisk Kommando (FTK) om Nato's luftkrig i Libyen sidste år.
- Jeg har ikke set den omtalte rapport. Derfor er det meget, meget svært for mig at kommentere det, siger Nick Hækkerup om FTK's rapport, som Politiken har fået aktindsigt i.
Luftvåbnet manglede troværdige efterretninger om, hvor og hvordan der skulle bombes. Derfor begrænsede Danmark og andre allierede landes luftvåben kraftigt bombningerne mod Gaddafis styrker, bekræfter en central kilde i Nato.
- Nato's kommandostruktur var ikke klar til at skulle lede en operation som Operation Unified Protector (navnet på operationen, red.), da Libyen-operationen blev sat i gang, konstaterer FTK.
Nato-landene må ifølge flere eksperter udstationere egne specialuddannede folk, hvis bombemissioner som i Libyen skal gennemføres uden USA.
Ellers kan Nato kun gennemføre missioner, hvor piloter bomber uden ordentlige efterretninger, siger Sten Rynning, som er centerleder på War Studies (Krigsstudier) på Syddansk Universitet.
Det er ønskeligt, at Nato er mindre afhængige af USA, siger lektor og ph.d. Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.
- Det kan blive et problem, at vi bare får stukket nogle mål i hånden, uden at vi har indsigt i, hvad vi bomber løs på, siger han.
Nato investerer nu i droner, som skal overvåge fjendens bevægelser.
- Vi forstod, at vi har brug for mere af den kapacitet. Vi er nu ved at lukke det hul, sagde Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, da militæralliancen i maj underskrev en kontrakt på droner.
/ritzau/