Ni personer, der blev vaccineret mod covid-19 som børn, har tilsammen fået tilkendt 3.184.801 kroner i erstatning. Det skriver Berlingske på baggrund af en opgørelse fra Patienterstatningen, som DR også har fået adgang til.
De anerkendte bivirkninger omfatter blandt andet kronisk nældefeber, betændelse i hjertemusklen eller hjertehinden og betændelsestilstande i centralnervesystemet. Syv af børnene var mellem 12 og 17 år, mens to var under 12 år, da de blev vaccineret.
Mere end en halv million danske børn modtog mindst ét vaccinestik mod covid-19 i 2021 og 2022. De ni erstatningssager udgør dermed en meget lille del af de vaccinerede børn.
Patienterstatningen kan tilkende erstatning, når en vaccine med overvejende sandsynlighed har forårsaget en sjælden og alvorlig skade, der går ud over, hvad patienten med rimelighed skal tåle.