Landets virksomheder og institutioner vil fremover kunne slippe for at møde op til postkasser fyldt med reklamer og ugeaviser.
De populære "Nej tak til reklamer"-ordninger for private husstande bliver nemlig udvidet, så den også kommer til at omfatte virksomheder, institutioner, foreninger og offentlige myndigheder.
Fra 1. marts vil alle med et postafleveringssted således selv kunne bestemme, om de vil modtage butikkernes slagtilbud og lokale aviser. Det skriver forbrugerombudsmand Hans Øe i en pressemeddelelse.
Navnlig små og mellemstore virksomheder har længe ønsket at kunne tilmelde deres adresser til en "nej tak"-ordning, så de undgår adresseløse forsendelser.
Udvidelsen sker efter forhandlinger med Forbrugerrådet og erhvervsorganisationer fra forhandler-, distributør- og annoncørleddet.
"Jeg glæder mig over, at forhandlingsparterne er enige om, at alle adresser skal kunne tilmeldes en af "nej tak"-ordningerne," lyder det forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Post Danmark, som administrerer ordningerne, sender breve ud om opdateringen i januar 2012 til alle, der har tilmeldt en adresse til en "nej tak"-ordning. Herefter vil Post Danmark udsende nye mærker for perioden 2012-2013.
De to "nej tak"-ordninger er henholdvis "Reklamer og gratis aviser - Nej tak" og "Reklamer - Nej tak", hvor man stadig modtager ugeaviser og telefonbøger.