Basketballholdet Golden State Warriors var natten til lørdag dansk tid på vej mod holdets femte sejr i træk i NBA-ligaen.
Men meget overraskende formøblede NBA's førende hold en føring på 24 point og tabte efter forlængelse med 119-128 på hjemmebane til Memphis Grizzlies.
Golden State-superstjernen Stephen Curry havde ellers en stor kamp, hvor han scorede 40 point, men det var ikke nok.
Hjemmeholdet førte 98-79 før fjerde og sidste quarter, men Memphis Grizzlies kom tilbage, så kampen endte 111-111 i ordinær tid.
I forlængelsen scorede Golden State Warriors kun otte point, og så kunne Memphis tage fra Oracle Arena i Oakland med en overraskende sejr.
Trods nederlaget er Golden State fortsat bedst af alle hold i NBA.
Stephen Curry og co. har vundet 31 kampe og tabt 6 hidtil i grundspillet.
Memphis Grizzlies har 23 sejre og 16 nederlag. Begge hold hører til i Western Conference.
Eastern Conference føres fortsat af de regerende mestre, Cleveland Cavaliers.
LeBron James førte an med 36 point, da Cleveland på udebane vandt 116-108 over bundholdet Brooklyn Nets.
Mestrene fører Eastern Conference med 27 sejre og 8 nederlag.
/ritzau/