Danmark er hovedsponsor for en rapport om blodige massakrer, der kun bliver delvist offentliggjort, fordi to afghanske vicepræsidenter udpeges som skyldige.
Det skriver Politiken torsdag.
Den 800 sider lange rapport udpeger 180 massegrave og sætter navne på op mod 500 skyldige krigsherrer fra alle dele af det afghanske samfund. En stribe af krigsforbryderne sidder i dag på vigtige poster i den afghanske regering.
Rapporten blev færdig for et halvt år siden; den er lavet af den uafhængige afghanske menneskerettighedskommission AIHRC, som Danmark som den største bidragyder har støttet med over 60 millioner kroner.
Ifølge udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har Danmark presset på for en offentliggørelse af rapporten.
- Vi har fra dansk side konstant arbejdet for, at rapporten kommer frem og sandheden bliver lagt på bordet. Men hvordan og hvornår det sker, er naturligvis meget følsomt i et land som Afghanistan, siger han til Politiken.