I en dramatisk finale vandt spanske Rafael Nadal søndag Wimbledon-titlen i en tæt, tæt match mod schweisiske Roger Federer.
Den 26-årige spanier og gruskonge kom bedst fra start og bragte sig foran 2-0 i sæt. Men selvom Federer lavede flest uprovokerede fejl, måtte Nadal kæmpe for hvert eneste point mod Wimbledons forsvarende mester, der ikke havde tænkt sig at lade titlen gå fra sig uden indædt fight.
Da sejren endelig blev en realitet efter den længste Wimbledon-finale i historien, kunne Rafael Nadal løfte trofæet.
- Det er umuligt at forklare, hvad jeg følte i det øjeblik, jeg vandt, men jeg er meget, meget glad.
- Det var en drøm at spille på denne bane i min favoritturnering. Men at jeg skulle vinde, havde jeg aldrig forestillet mig, lød det fra Nadal efter sejren.
Det var verdens to bedste tennisspillere, der stod over for hinanden på Wimbledons græstæppe. Det betød også en uhyre tæt kamp, der endte 6-4, 6-4, 6-7, 6-7, 9-7 i spanierens favør.
Det lignede en afgørelse, da Nadal kom foran 5-4 i tredje sæt. Men så satte det engelske vejr ind, og både spillere og tilskuere måtte søge ly.
Da kampen blev genoptaget, havde Federer fået troen på, at han kunne vinde tre sæt i træk, tilbage.
Schweiseren vandt da også de to næste sæt - der endnu engang blev afbrudt af regn - men måtte til sidst se sig forvist fra tronen.
- Regnen gjorde det ikke nemmere, men man bliver nødt til at forvente det værste, og han var den værste modstander på den bedste bane. Det var en skam, jeg ikke kunne vinde, men jeg er tilbage næste år, lød det fra Federer.