Den 26. april 1952 var en helt almindelig dag for tørvearbejder Tage Busk Sørensen. I hvert fald indtil han, under det slidsomme arbejde i Nebelmosen i Grauballe lidt uden for Silkeborg, pludselig stødte på et forvredent menneskelig med stort rødblondt hår.

I begyndelsen troede politiet, at liget var den lokale drukkenbolt Røde Kristian, som havde været forsvundet i et stykke tid. Men det makabre fund viste sig at være liget af en jernaldermand, hvis hud, hår, læber og skægstubbe var velbevarede efter mere end 2000 år i mosen. En verdenssensation.

Nu skaber Grauballemanden igen overskrifter. Denne gang skyldes det et krav fra Silkeborg Museum. Bestyrelsen vil have Grauballemanden tilbage til byen, men Moesgård Museum i Århus, hvor Grauballemanden har ligget siden 1952, vil ikke af med ham.

Vil samle moselig

Bestyrelsesformand for Silkeborg Museum Steffen Lange har en vision om at skabe et forskningscenter for mosefund. Han vil derfor samle moseligene.

»Efter min mening bør man udstille fundene der, hvor de hører hjemme. Det giver et bedre indtryk af historien,« siger han og fortsætter:

»Som museum skal man i dag have et trækplaster. Tollundmanden har indtil nu været vores største brand, og med Grauballemanden i samlingen, ville vi på sigt kunne formidle livet i mosen meget bedre«.

»Glem det«

På Moesgård Museum har direktør Pauline Asingh svært ved at forholde sig til kravet fra Silkeborg Museum. Hun mener, at Grauballemanden skal blive der, hvor han er blevet passet og plejet i mere end 50 år.

»Det kommer ikke på tale. Grauballemanden er Moesgård Museums kronjuvel. Han har aldrig sat sine ben på Silkeborg Museum, og han er så velbevaret i dag på grund af Moesgård Museums store indsats,« lyder det fra Pauline Asingh, som endnu ikke har modtaget nogen officiel henvendelse fra Silkeborg Museum. Hun ser dog positivt på planerne om et forskningscenter. Så længe de ikke involverer Grauballemanden.

Oltidsbranding

Lektor i museologi Vinnie Nørskov, Aarhus Universitet, er ikke i tvivl om, hvorfor museerne er vilde efter at få fingre i den aldrende herre.

»Det betyder utrolig meget for museerne at have de vigtige fund. Selvom Moesgård Museum er meget andet end Grauballemanden, så er det alligevel ham, de fleste forbinder med museet. Det handler i bund og grund om branding. Museerne er nødt til at profilere sig på enkelte kendte gentande for at kunne trække publikum til. Som eksempelvis Louvre i Paris. Her tænker man automatisk på Mona Lisa. Det ville være ret katastrofalt, hvis italienerne pludselige krævede hende tilbage,« siger Vinnie Nørskov.

Silkeborg Museums direktør, Christian Fischer, ønsker ikke at udtale sig.