Den danske ambassadør i Prag, Christian Hoppe, bekræfter over for Ritzau, at ambassaden er blevet kontaktet i forbindelse med en episode i byen, som tjekkisk politi har efterforsket siden de tidlige morgentimer.
Ifølge TV2 drejer det sig om knivstikkeri mellem danske unge på vinterferie i byen.
- Der er jo mange danskere i byen på vinterferie lige nu. Men vi afventer politirapporten og kan ikke sige noget med sikkerhed endnu, siger Christian Hoppe.
TV2 beretter, at der angiveligt er blevet stukket en ung, dansk mand ned på Hotel Panorama i Prag. Ifølge vidner er manden blevet stukket flere gange af en anden dansker, der efterfølgende stak af fra hotellet.
- Der kommer først en pige løbende ned i receptionen og råber efter hjælp. Efterfølgende kommer der en dreng ud af en elevator, og han er stukket flere gange. I ryggen, i maven. Der er blod i elevatoren, der er blod på gulvet i lobbyen, fortæller 18-årige Marcus Thomsen til tv2.dk.
Han er studerende på Næstved Handelsskole og kender ikke umiddelbart de involverede.
Natten til mandag blev en anden ung dansk mand stukket ned i Prag. Han er uden for livsfare og udskrevet fra hospitalet.
/ritzau/