Holland, Norge, Portugal, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet og Surinam slipper efter alt at dømme mere nådigt end Danmark fra at trykke en tegning af profeten Muhammed med en bombe i sin turban.
Medier i netop de lande valgte i går at genoptrykke tegningen som en sympati-erklæring til Kurt Westergaard efter attentatforsøget mod ham i fredags.
I verdens største muslimske land, Indonesien, hvor der bor flere end 200 millioner muslimer, har man dog ikke lagt mærke til provokationen.
"Det har ikke været i de lokale aviser, og jeg var ikke klar over, at de var blevet genoptrykt," siger Danmarks ambassadør i Indonesien, Børge Petersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ambassadøren mener, at indoneserne har nok at gøre med at holde styr på baglandet.
"Der er mere fokus på nogle indenrigspolitiske sager, hvor flere ministre bliver beskyldt for korruption," siger Børge Petersen.
Netop indenrigspolitiske problemer var en af grundene til, at Muhammed-krisen blev så alvorlig, som den blev for fire år siden. Regeringer i de muslimske lande havde på det tidspunkt brug for at rette fokus udaf, vurderer den danske imam Abdul Wahid Pedersen.
Men der kommer ikke til at ske endnu en opblussen af Muhammed-konflikten.
"Jeg tror absolut ikke, at genoptrykket af de her tegninger vil medføre voldsomme reaktioner ude i verden. De har jo været genoptrykt flere, siden de kom første gang og skabte det her store furore. Ved tidligere genoptryk har de ikke haft samme effekt, så jeg tror, at det var en engangsforestilling," siger Abdul Wahid Pedersen.