Justitsministeren besluttede i går, at give Muhammed-tegner Kurt Westergaard livvagter døgnet rundt. Beregninger viser, at det vil koste op mod 21 millioner kroner af skatteborgernes penge at holde ham overfaldsmænd fra døren.
Den endelige beslutning om at give Kurt Westergaard beskyttelse i døgndrift kommer, efter tegneren blev overfaldet af en somalisk øksemand i sit hjem.
PET har orienteret Justitsministeriet om, at et fuldstændigt døgnbemandet korps af livvagter vil kræve, hvad der svarer til 30 årsværk. Det vil sige 30 fuldtidsbemandede stillinger.
Ifølge B.T.s oplysninger koster ét årsværk mellem 650.000 og 750.000 kroner alene i løn. Oveni det skal lægges alle yderligere omkostninger, såsom pension, bil, arbejdsudstyr med videre.
"Sikkerheds-foranstaltningerne indebærer blandt andet særlig sikkerhedsaflåsning og anden mekanisk sikring. Alarmsikring, kameraovervågning og etablering af et særligt 'saferoom', hvor der kan søges tilflugt, ligesom der er installeret og udleveret overfaldsalarmer," skriver PET i sin redegørelse til justitsminister Brian Mikkelsen (k).