Da Mogens Jensen onsdag meldte, at han går af som minister, meldte spekulationerne sig straks: Hvem skal afløse ham som minister?
Svaret kommer allerede torsdag. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse:
– Fødevareminister Mogens Jensen har i dag meddelt mig, at han ønsker at udtræde af regeringen. Derfor går jeg i morgen til Hendes Majestæt Dronningen for at ændre i regeringens sammensætning, udtaler statsminister Mette Frederiksen, der også takker den afgående minister for hans arbejde i regeringen.
Hvem der overtager ministerposten, fremgår ikke af pressemeddelesen. Men det kan dreje sig om flere personer. Ud over at være Fødevareminister var Mogens Jensen nemlig også minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.