Det skal ikke være alt for let for verdens fattigste lande at få del i den danske bistandskage. Det fastslår udviklingsminister Søren Pind (V), som nu strammer op over for de ulande, som Danmark støtter med millioner af kroner hvert år.
Han vil se fremskridt, før landende får hjælp, derfor skal landende fremover vise, at der er positive fremskridt inden for blandt andet bekæmpelse af fattigdom og kvinders rettigheder. Dertil skal antallet af lande, som Danmark giver bistand til, skæres ned fra 76 lande til cirka 60, skriver Politiken.
"Jeg gider ikke være til stede i lande, hvor vi ikke flytter noget, ligegyldigt hvor mange penge vi bruger," siger Søren Pind til avisen.
Det får lederen af Center for Afrikastudier, Stig Jensen, til at advarer om, at pengene kan gå til de forkerte, hvis ikke udvælgelseskriterierne er de rigtige. Samtidig møder forslaget kritik af Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Trine Pertou Mach.
"Søren Pind har tidligere sagt, at man skal være risikovillig i skrøbelige stater, hvor det er svært at opnå resultater. Det her lyder som det modsatte. Det er vigtigt, at man ikke kun laver en indsats for de lande, hvor det er let at opnå resultater," siger hun
I alt giver Danmark hvert år 15 milliarder kroner i bistand.