Fødevaremyndighederne påviste i 2009 og 2010 et for højt indhold af kræftfremkaldende stoffer i Burger Kings Burgere, men undlod alligevel i sommeren 2010 at offentliggøre bekymringerne.
Det fører nu til alvorlig politisk kritik.
Læs også: Myndigheder: Kræftrisiko på Burger King
"Samlet set ligner det en skandale, som skal undersøges nærmere," siger Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht.
Læs også: Myndighed droppede sag mod Burger King
"Sagen bekymrer mig. Jeg har svært ved at forestille mig, at fødevareminister Henrik Høgh (V) ikke kender til en så kontroversiel afgørelse, og derfor er dette også en politisk sag," siger Benny Engelbrecht.
Han vil kalde ministeren i samråd for at få en forklaring. Det samme vil Enhedslistens Per Clausen.
"Sagen lugter langt væk af, at når man er en stor virksomhed med mange ressourcer, så er man i stand til at påvirke Fødevareministeriets håndtering af en sag om sundhedsfarlige fødevarer," siger Enhedslistens Per Clausen.
Dansk Folkepartis fødevareordfører og formand for fødevareudvalget, René Christensen, vil henvende sig til ministeren.
"Jeg vil nu tage en snak med fødevareminister Henrik Høegh (V) for at få klarlagt sagsforløbet samt sikre, at en sag som nævnte ikke vil kunne gentages, siger René Christensen
"Der skal selvfølgelig gælde de samme regler for den lille pølsevognsforretning som for store burgerkæder, siger han.
Fødevareminister Henrik Høegh oplyser til Avisen.dk, at det ikke er relevant at udtale sig til Avisen.dk om afgørelser foretaget i det uafhængige klagesekretariat.
Læs også: Burger King: Vi er eksperter
Artiklen er opdateret den 29. april kl. 11.45
De giftige tjærestoffer bliver dannet under grilning og røgning og sætter sig i kødet. Stofferne er blandt andet kræftfremkaldende og skader arveanlæggene.