Der er for få mandlige pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Og det skal der laves om på, mener ligestillingsminister Manu Sareen (R).
- Jeg synes, at det er rigtigt vigtigt, at vores børn, når de er i daginstitutioner, kan spejle sig i både kvinder og mænd - og det gælder både piger og drenge, siger han til Ritzau.
- Og derfor vil vi forsøge at motivere flere mænd til at komme i vuggestuer og børnehaver, afslører han.
Ministeren lægger op til et samarbejde med Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening, Bupl, samt interesserede kommuner for at finde konkrete måder at tiltrække flere mænd til pædagogstudiet.
Og det imødekommer Bupl's formand, Henning Pedersen, med åbne arme.
- Det er fuldstændig rigtigt at have fokus på den her problemstilling, og jeg synes, at det er et fint initiativ af Manu Sareen, at han vil fremstille det i ligestillingsdebatten, siger han til Ritzau.
- For det er vigtigt, at de små børn oplever både lighederne og forskellene på kønnene. Og at de kan bruge de forskellige køn som rollemodeller og identificere sig med de voksne, der er i daginstitutionerne, vurderer formanden.
Henning Pedersen understreger samtidig, at han synes, at kvinderne gør et fremragende stykke arbejde i daginstitutionerne.
Men det ændrer ikke på, at der ifølge Bupl's hjemmeside kun er seks procent af foreningens medlemmer i vuggestuer og børnehaver, der er mænd.
Og det stemmer ikke overens med Manu Sareens ønske om, at kønsopdelingen i daginstitutionerne afspejler den i samfundet.
- Fordi mænd og kvinder udgør halvdelen af samfundet hver for sig, synes jeg også, det ville være fint, at de gjorde i daginstitutionerne, siger ligestillingsministeren.
Henning Pedersen foreslår allerede nu, at det er værd at overveje, om man kan tilbyde studielinjer på pædagogstudiet, som taler mere til mænd.
Men understreger samtidig, at løsningerne på problemet skal findes i det kommende samarbejde med Manu Sareen, de relevante ministerier og interesserede kommuner.
/ritzau/