Indenrigsminister, Shivraj Patil, bukker nu under for den kritik, der længe har været rettet imod ham, for ikke at gøre nok for sikkerheden i Indien.
N. Ram, chefredaktør på den store avis The Hindu, siger til CNN:
"Manden har været udsat for bred kritik. Folk mener, han ikke var klar til at udføre sin opgave. Det var umuligt for ham at blive i jobbet," vurderer N. Ram.
Samtidig kommer det frem, at Pakistan lige nu rykker flere tropper til den indiske grænse.
Det sker efter, at flere indiske myndighedspersoner har beskyldt Pakistan for at have del i den blodige gidseltagning der kostede mindst 183 mennesker livet.
Indien og Pakistan er begge i besiddelse af atomvåben, men selvom de to lande flere gange har været på kant om Kashmir-regionen, så har ingen af landene endnu gjort alvor af de trusler, som ofte fyger gennem den asiatiske luft.