Det er ikke mere end et par måneder siden, at ejendomsmæglerne kunne stemme fødderne i og hive til salg-skiltet op af jorden foran den afdøde liebhavermægler Jan Fogs kæmpestore strandvejsvilla i Taarbæk.
Ligesom det også kun er et halvt års tid siden, at nøglerne til Fogs anden Taarbæk-villa skiftede ejere efter en handel, der blot tog 34 dage.
Nu er tiden kommet til, at den kendte ejendomsmæglers lejlighed på Vesterbro i København også skal have nye ejere.
Det skriver Boliga Kendte.
Den 116 kvadratmeter store lejlighed på den attraktive adresse Halmtorvet 10, er netop kommet til salg med en pris på 5.250.000 kroner - eller hvad der ifølge Boliga.dk svarer til en pris lidt under den gennemsnitlige kvadratmeterpris i området.
Lejligheden har fire værelser en suite og er forsynet med detaljer som stuk, høje paneler og dekorerede radiatorskjulere. Og så er der udsigt over Kødbyen, der i løbet af de seneste år har hevet mad- og festglade besøgende til området.
Kendt fra TV 2
Jan Fog gjorde sig gennem mange år bemærket - dels som ejendomsmægleren bag nogle af landets mest eksklusive villa-handler og dels i flere forskellige tv-optrædener i blandt andet TV2-programmet "Liebhaverne".
Men det var ikke kun i professionel sammenhæng, at Jan Fog opholdt sig i liebhaver-huse. Selv boede han nemlig ifølge Boliga.dk i et 373 kvadratmeter stort strandvejspalæ i Taarbæk, der i juli i år skiftede ejere for 25 millioner kroner.