Mie Skov har frem mod EM spillet med i herrerne bedste bordtennisrække herhjemme for at øge chancerne for at vinde medaljer ved de allerstørste turneringer.
Danmarks bedste bordtenniskvinde føler også, at hun har udviklet sig.
- Det har ændret min måde at se bordtennis på, og det har forbedret mine taktiske evner, siger Mie Skov, der i flere år har været vant til at træne sammen med Danmarks bedste herrespillere på landsholdet.
- De herrer, jeg møder i herreligaen, er også dem, jeg træner med til daglig, men nu er de pludselig mine konkurrenter.
- De kender mine server, mit spil og mine returneringer, og jeg skal finde smuthuller og taktiske fordele for at slå dem, siger 26-årige Mie Skov.
- Jeg har trænet med drenge lige siden, jeg kunne gå. At vi nu også møder hinanden i ligaen har også givet en hel anden intensitet i træningen, og det er nok dér, at jeg har mærket den største forskel, siger Mie Skov.
Mie Skov er seedet som nummer 21 ved EM i Herning, men danskeren anses som en af outsiderne til at tage en medalje.
- Der er ikke nogen i Europa, som jeg ikke kan slå. Så alt kan faktisk ske, siger Mie Skov, der først skal i aktion i singlerækken fredag.
- Om det bliver til en medalje, det må tiden vise. Jeg vil også være tilfreds med en kvartfinale, men når jeg står midt i det, så vil jeg ikke være tilfreds, siger Skov.
/ritzau/