Et midaldrende ægtepar er i livsfare efter en soloulykke på Hillerødmotorvejen ved København.
Parret var kørende på en motorcykel, da det gik galt mellem Hareskovvej og afkørsel 1.
- Her rammer de en dækafspærring omkring noget beton, der er sat op i forbindelse med vejarbejde, fortæller vagtchef Kristian Aaskov fra Københavns Politi.
- Deres tilstand er kritisk, tilføjer han.
Vagtchefen ved ikke, hvorfor parret, der er i slutningen af 40'erne og starten af 50'erne, kørte galt.
- Der var ikke rigtigt nogle vidner til ulykken, forklarer han.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og motorcyklen for om muligt at finde en forklaring på, hvorfor det gik galt.
I forbindelse med ulykken var motorvejen i en periode onsdag aften afspærret for trafik i retning mod Hillerød, men den er nu åben igen.
/ritzau/