Det danske landbrug skal stramme livremmen og lære at klare sig for mindre.
Regeringen barsler med at skære 700 millioner kroner af landbrugsstøtten svarende til 10 procent af den samlede støtte.
Det vækker langtfra begejstring i landbruget, der frygter at udlandet løber fra dansk landbrug med færre arbejdspladser til følge herhjemme.
- Landbruget og fødevareerhvervet er meget betydende erhverv i Danmark, har meget stor beskæftigelse og tjener valuta hjem til landet. Hver gang man lægger sten i vejen bliver det sværere at drive virksomhed, og ad åre kan det koste arbejdspladser, siger viceformand i Landbrug og Fødevarer, Henrik Frandsen, til Newspaq.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) mener, at landbruget godt kan drive virksomhed uden at landbruget kommer på slagtebænken. Landbruget skal blive mere effektiv og konkurrencedygtigt ved at blive mere miljørigtigt.
- Det er jo det samme nytte man samlet set får i landbrugserhvervet, det er alene et spørgsmål, om at man gøre det mere miljøvenligt. Det kan der kun være fremtid i, siger ministeren.
Landbruget er klar til at arbejde mere grønt, men det skal ske med udlandskonkurrrence i øje, mener Henrik Frandsen. Han peger på, at omlægge støtte, så der gives støtte til at gå mere grønt, som vejen frem.
Ren beskæring af landbrugsstøtten giver kun et resultat på lang sigt, der vil ramme landbruget bredt, mener Landbrug og Fødevarer.
- Det her vil ramme hele landbruget. Det er nu engang sådan, at hvis man gør det sværere at drive virksomhed, så vil det på lang sigt koste arbejdspladser, siger Henrik Frandsen.
Landbruget eksporterer for cirka 11 milliarder kroner årligt.