Efter flere år som fast konferencier på Aiasound bliver Melvin Kakooza i år ikke en del af lineuppet på den københavnske festival.
Festivalen har valgt at droppe samarbejdet med den populære komiker og skuespiller.
Det bekræfter Aiasound over for Ekstra Bladet, som først bragte historien.
– I år blev det tid til at prøve noget nyt – ikke som et farvel, men som en naturlig udvikling, der sker i takt med, at Aiasound bevæger sig ind i en ny æra, lyder det fra festivalen, som samtidig understreger, at Melvin Kakooza "altid vil have en helt særlig plads i Aia-familien".
Melvin Kakooza har endnu ikke selv udtalt sig om udmeldingen, som kommer kort inden årets festival skydes i gang på Amager fredag.
I stedet overtager skuespillerne Andreas Jessen og Jonathan Harboe værtsrollen på hovedscenen. Jessen er blandt andet kendt fra DR-serien "Mercur", mens Harboe fik sit gennembrud i “Sjit Happens”.
Melvin Kakooza har i de senere år været en markant profil på både standup-scenen og i tv-programmer som “Sunday”, “Helt Sort”, og “Stormester”. Senest har Kakooza, der voksede op i Fredericia, købt sig ind i byens fodboldklub, der i år spiller i Superligaen for første gang i historien.
Aiasound Festival løber af stablen fredag og lørdag.