Filminstruktøren Michael Bay og skuespillerinden Megan Fox har fundet melodien igen. Efter en offentlig fejde efter deres samarbejde i "Transformers"-filmene, lader trådene til at være redt ud.
I hvert fald skal Megan Fox være med i filmatiseringen af tegneserien "Teenage Mutant Ninja Turtles", som Michael Bay producerer.
- Vi bringer Megan Fox tilbage i familien, skriver Michael Bay på sin blog.
Samarbejdet er opsigtvækkende, idet Michael Bay og Megan Fox har været i en fejde. Bay fyrede skuespilleren, da hun i et interview sammenlignede ham med Hitler, når man skulle arbejde sammen med ham på filmsettet. Det skriver Msn Entertainment.
Megan Fox skal spille Ninja Turtles veninde April O'Neil, som kan kendes på sin gule kedeldragt.
"Teenage Mutant Ninja Turtles" er en kendt række tegneserier og tegnefilm om de fire helte Leonardo, Raphael, Donatello og Michelangelo.
Tegnefilmene om de fire mutant-skildpadder med en forkærlighed for pizza havde især deres storhedstid i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne.
/ritzau