Regeringen vil give danskerne lidt flere penge i ferietillæg som plaster på såret for at miste store bededag.
Ifølge TV 2 vil der være tale om en stigning i ferietillægget, som udbetales til dem, der har ferie med løn, på 0,5 procentpoint.
Det erfarer mediet efter et møde onsdag mellem beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) og arbejdsmarkedets parter.
Til stede var formand for Fagbevægelses Hovedorganisation Lizette Risgaard, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad og direktør i Kommunernes Landsforening Kristian Heunicke, skriver TV 2.
Regeringen - bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - har en ambition om at styrke Forsvaret tidligere end hidtil aftalt.
Derfor har den foreslået at sløjfe en helligdag for at øge arbejdsudbuddet og få flere penge i statskassen.
Der skulle være tale om store bededag, selv om regeringen ikke formelt har slået fast, at det er den, der skal fjernes.
Forslaget fra regeringen har vakt opsigt og mødt udbredt modstand.
Blandt andet har FOA sagt, at fagforeningen kan ende med at anbefale et nej til en kommende overenskomstaftale, hvis den indeholder en afskaffelse af store bededag.
Landets biskopper har ligeledes i en fælles udtalelse kritiseret, at kirkeminister Louise Schack Elholm (V) til flere medier har sagt, at man kan fjerne store bededag som en helligdag gennem kongelig resolution.
Det ville i så fald være uden, at folkekirken skal tages med på råd.
Regeringen har reelt flertal og kan gennemføre forslaget, men er interesseret i at få flere partier med i en aftale om et nyt forsvarsforlig.
De indledende forhandlinger ventes at gå i gang inden længe.
Tidligere onsdag lød det i en vurdering fra Finansministeriet, at det vil give statskassen 3,2 milliarder kroner årligt, hvis der sløjfes en helligdag.
/ritzau/