Ritzau
Opdateret kl. 04:50
Den britiske premierminister, Theresa May, siger lørdag, at hun vil indlede forhandlingerne om det britiske EU-exit i Bruxelles senere på måneden.
Det sker, selv om hun sammen med sit konservative parti mistede flertallet ved torsdagens parlamentsvalg.
I en telefonsamtale med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, bekræftede May, at Storbritannien er klar til indlede forhandlingerne om EU-skilsmissen 19. juni i Bruxelles som planlagt
Det skriver Politico.
- Premierministeren bekræftede sine planer for brexit-forhandlingerne, der ifølge planen skal begynde over de kommende uger, siger en talsmand fra Downing Street.
Meldingen kommer, efter at Angela Merkel selv opfordrede Storbritannien til at fortsætte forhandlinger på trods af det politiske kaos efter torsdagens valg.
- Vi ventede på det britiske valg, men forhandlingerne vil begynde i de kommende dage. Vi vil forsvare alle de 27 medlemslandes interesser, og Storbritannien vil forsvare sine, sagde Angela Merkel under et besøg i Mexico City fredag.
Theresa May udskrev valg netop for at forstærke sit mandat op mod brexit-forhandlingerne.
Manøvren gav dog bagslag, da hendes konservative parti mistede adskillige mandater og dermed det absolutte flertal i parlamentet.
Dermed er De Konservative nu afhængige af støtte fra et eller flere partier, og umiddelbart ligner de nordirske demokrater fra partiet DUP det bedste bud.
Både politiske modstandere og partifæller har sat spørgsmålstegn ved Theresa Mays fremtid som premierminister efter torsdagens valg.
Fredag morgen forsikrede hun dog befolkningen om, at den kommende nye regering er klar til at føre Storbritannien sikkert gennem EU-skilsmissen.
/ritzau/