Fodboldlegenden Diego Maradona er tilbage i Italien, hvor den lille argentiner har en enorm gæld til skattemyndighederne.
Maradona skylder i alt 37,2 millioner euro svarende til 278 millioner kroner, efter at han i 2005 blev dømt for skattesnyd. Næsten totredjedele af beløbet består af renter.
- Jeg har ikke dræbt nogen, men er kommet for at bede om retfærdighed, sagde Maradona ifølge AFP tirsdag på et pressemøde i Napoli.
Her fortalte den 52-årige tidligere fodboldstjerne, at han har været et offer for svindlere. Samtidig oplyste han, at han ville have et møde med Italiens præsident, Giorgio Napolitano.
- Jeg kan forklare ham det hele, fastslog Maradona.
Diego Maradona var en stor stjerne i 1980'erne for Napoli, som han to gange førte frem til det italienske mesterskab.
Maradonas tid i Napoli var omgærdet af megen uro, da han angiveligt havde flere mafiavenner og testedes positiv for brug af kokain.
/ritzau/