Opdateret kl. 07:12
En 29-årig mand faldt sent lørdag eftermiddag ned fra en lejlighed på fjerde sal i Frederikshavn. Det skriver Nordjyske.
Manden blev hastigt kørt til Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand, men først på natten til søndag melder Nordjyllands Politi, at han er uden for livsfare.
- Han var svært tilskadekommen, men er ikke længere i kritisk tilstand. Han er i øjeblikket i et kunstig koma, og lægerne regner med at vække ham i løbet af søndag, siger vagtchef Jess Falberg til Ritzau.
Ifølge vagtchefen er der ikke fundet nogen mistænkelige forhold i forbindelse med politiets efterfølgende efterforskning.
- Han har været alene i lejligheden, og af ukendte årsager er han faldet fra fjerde sal og ned på en betonterrasse.
Politiet har derudover ingen kommentarer.
/ritzau/