En ung mand skal i fængsel i tre år og seks måneder for at have udsat sine tre søstre for en stribe overgreb i sommeren 2010.
Sådan lyder dommen fra Østre Landsret, der har behandlet ankesagen. Manden er desuden blevet udvist af Danmark.
Landsrettens afgørelse er en stadfæstelse af sidste sommers byretsdom over den dengang 23-årige mand.
Ligesom Retten i Glostrup har Østre Landsret dømt manden, der bor i udlandet, for en række overgreb mod søstrene, mens han var på besøg i Danmark.
Den ældste søster voldtog han flere gange, mens den mellemste søster blev overfaldet. Den yngste udsatte han for såkaldt anden kønslig omgang end samleje.
Sagen så først dagens lys i 2012, da de tre søstre betroede sig til hinanden og fortalte deres mor om overgrebene.
Den dømte har nægtet sig skyldig igennem hele sagen, som anklager Linda da Silva Ferreira fra Københavns Vestegns Politi betegnede som "meget grov og trist", da byretten afsagde dom.
/ritzau/