En stærkt beruset 17-årig pige er angiveligt blevet voldtaget af en Falck-redder i en ambulance på vej til skadestuen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet Falckredderen, som nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse, hvor en 17-årig er blevet forulempet i en ambulance. Vi har sigtet en ambulanceredder for voldtægt, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til avisen.
Manden indrømmer, at han havde sex med teenagepigen bagest i ambulancen, mens hans kollega kørte til Slagelse Sygehus. Men den 17-årige gik selv med til akten, påstår han. Falck-redderen har efter en suspendering sagt sin stilling op.
Det formodede sexovergreb fandt sted 1. september, skriver Ekstra Bladet. Den 17-årige blev hentet af en ambulance efter en fest, da hun var meget beruset.
Ifølge Ekstra Bladet havde pigen en veninde med i ambulancen. Hun sad på passagersædet, men da skydelågen mellem bårerummet og ambulancens førerhus var lukket, kunne hverken hun eller ambulance-køreren se eller høre, hvad der foregik.
Avisen skriver, at pigen på Slagelse Sygehus sagde, at der var sket noget "mærkeligt" i ambulancen, og at hun følte, at hun var blevet "bedøvet". Politiet blev herefter involveret i sagen.
Efterforskningen er stadig i gang, og ifølge Søren Ravn-Nielsen har der ikke været grundlag for at varetægtsfængsle ambulance-redderen.
Falck er dybt chokeret over sexsagen.
- Det strider ikke bare imod Falcks værdier, men også imod reglerne for forholdet mellem vores medarbejdere og patienterne, siger Louis Honoré, kommunikationsdirektør i Falck, til Ekstra Bladet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.