Østre Landsret har mandag frifundet et pensionsselskab i en principiel strid om, hvordan renter skal beregnes.
Spørgsmålet er, om rentegarantien skal forstås sådan, at der årligt skal tilskrives den lovede rente.
Eller om renten blot skal beregnes som et gennemsnit over årene.
I retssagen har Forbrugerrådet ført ordet for den pensionerede læge Helge Gøttsche, som mener, at han er blevet snydt for den årlige tilskrivning.
Hvis han havde fået medhold, risikerede pensionsselskaberne at skulle af med milliarder af kroner til andre kunder.
Ifølge pensionsrådgivningsfirmaet Invensure kunne regningen løbe op i mindst 20 milliarder kroner, har firmaets direktør, Søren Andersen, tidligere sagt til dagbladet Børsen.
Men resultatet af striden er altså blevet , at landsretten har frifundet SEB Pensionsforsikring A/S.
Sagen er blot den seneste i en stribe, hvor kunder anklager finansverdenen for at have ført dem bag lyset.
Lægens advokat, Karsten Høj, har tidligere udtalt, at han forventer, at sagen skal videre til Højesteret.
/ritzau/