Den afdøde amerikanske crooner Andy Williams - som nok bedst kendes for flødehittet "Moon River" - var bidt af en gal kunstsamler, og han brugte adskillige årtier på at indkøbe kunstværker til at pryde sine vægge med.
Nu kommer mange af malerierne fra samlingen snart under hammeren, og de ventes at indbringe en større pengesum. Vurderingen lyder på 30 millioner dollar, siger auktionshuset Christie's. Det svarer til næsten 170 millioner kroner i danske penge.
Andy Williams døde sidste september i en alder af 84. Han slog for alvor igennem tilbage i 1962, da han croonede "Moon River" til Oscar-succes for bedste filmsang. Få år senere hittede han også med "Can't Take My Eyes Off You".
Malerierne, som kommer under hammeren til maj, stammer fra hans to hjem og fra hans eget Moon River Theatre i Branson, Missouri. Samlingen omfatter blandt andre værker fra kunstnerne Willem de Kooning og Richard Diebenkorn.
To af deres malerier, henholdsvis "Untitled XVII" og "Ocean Park #92", ventes at blive topsællerter på auktionen og indbringe fem millioner dollar stykket.
Som barn sang Andy Williams i kor i den lokale kirke i Iowa, i slutningen af 30'erne sang han i kvartet med sine tre ældre brødre - de kaldte sig Williams Brothers og optrådte blandt andet sammen med Bing Crosby - men Andy Williams gik solo i 1952.
Siden fik han sig en flot karriere, og han holdt sig tæt på toppen af poppen i mange år.
Andy Williams var ven af Kennedy-familien og sang ved præsidentkandidat Robert Kennedys begravelse i 1968, og tidligere præsident Ronald Reagan har udråbt Andy Williams' stemme til et nationalt klenodie.
/ritzau/