EU-Kommissionen åbner for, at den fælles grænsevagt også skal gælde Makedonien og Serbien, som ikke er medlemmer af EU.
Den fælles europæiske grænse- og kystvagt blev etableret for tre måneder siden med det formål at få bedre styr på EU's ydre grænser.
- Vi foreslår nu yderligere konkrete tiltag for at få sat fart på arbejdet, siger den første næstformand for EU-Kommissionen, Frans Timmermans.
Han foreslår, at EU-Rådet indleder forhandlinger med Serbien og Makedonien for at få lov til at udføre "operationelle aktiviteter" på deres territorium.
Det vil blandt andet inkludere en placering af EU-grænsevagter i begge lande.
Den europæiske grænsevagt tæller i øjeblikket cirka 1500 personer, og er beregnet til at rykke ud til et medlemsland, hvis det pågældende land har problemer med at opretholde dets ydre grænser.
Da det er en udvikling af Schengen-samarbejdet, er Danmark også med.
Det er et supplement til EU's eksisterende grænseagentur, Frontex.
Frontex blev skabt i 2004 for at koordinere kampen mod menneskesmugling og illegal migration på tværs af Europa.
Men grænseagenturets svagheder blev udstillet, da hundredtusindvis af flygtninge og migranter i 2015 begyndte at vandre op gennem Europa.
De 1,3 million migranter og flygtninge, der i 2015 kom ukontrolleret til EU, blotlagde EU-landenes meget forskellige måde at håndtere det på.
Håbet med det nye grænse- og kystagentur er, at man ud over at forbedre sikkerheden også kan bringe de østlige og vestlige medlemsstater tættere på hinanden efter uenigheden om EU's flygtningepolitik.
Både Serbien og Makedonien er en del af den såkaldte Balkan-rute, som hundredtusinder af flygtninge og migranter har anvendt.
/ritzau/