Chefen for Irans revolutionsgarde har udarbejdet en plan for en miljøkatastrofe i Hormuzstrædet, der vil forhindre al olietransport til søs fra Golfen.
Formålet er at få hævet de økonomiske sanktioner, der er indført mod styret i Teheran.
Det skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel i en artikel uden kilder. Det har heller ikke været muligt at få oplysningerne bekræftet fra uafhængige kilder.
Det tyske nyhedsmagasin skriver, at Mohammad Ali Jafaris plan med kodenavnet "Muddy Water" har til hensigt, at iranerne løber et tankfartøj på grund på klipperne i strædet, der er verdens vigtigste vandvej til olietransport.
- Målet er i en periode på grund af forurening at blokere al skibstrafik for at straffe de nærliggende arabiske stater, som er fjendtligt indstillet over for Iran, skriver Der Spiegel og fortsætter:
- Det vil også være for at tvinge Vesten til at deltage i et storstilet oprydningsarbejde til søs og måske derefter hæve sanktionerne mod Iran.
- En rensning vil kun være mulig med teknisk hjælp fra de iranske myndigheder, og for at opnå denne hjælp vil det være nødvendigt at hæve sanktionerne mod Teheran - i hvert fald midlertidigt, hedder det videre i artiklen.
Der Spiegel angiver ingen kilder til oplysningerne, men skriver, at vestlige efterretningstjenester er ved at studere rapporten nærmere.
Ifølge nyhedsmagasinet er planen klar til at blive ført ud i livet i samme øjeblik, som Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, giver grønt lys for den.
Omkring 40 procent af den olie, som transporteres til vands, passerer Hormuzstrædet, hvor Iran tidligere har truet med blokeringer, hvis israelerne eller amerikanerne gennemfører et angreb på landets atomare anlæg.
EU-landenes udenrigsministre drøftede på deres møde i Luxemborg mandag nye stramninger af sanktionerne mod iranerne.
/ritzau/AFP