At putte dig ind til din udkårne er ganske vist dejligt, men det er ikke verdens klogeste beslutning.
I hvert fald ikke, hvis du er mand og gerne vil være mentalt på toppen næste dag. Det viser ny østrigsk forskning, skriver BBC.
Når mænd har gæster i sengen, forstyrrer det nemlig deres søvn i en sådan grad, at de dagen derpå er "momentant dumme," som forskerne udtrykker det. Samtidig har de væsentligt flere stresshormoner i blodet.
Det konkluderer de østrigske forskere, efter at have testet opmærksomhed, koncentration og hukommelse hos unge mænd og kvinder i parforhold - både når de havde sovet sammen og hver for sig.
Kvinders mentale evner tager derimod ikke nær så stor skade, og de bliver heller ikke nær så stressede, selvom begge køn sover dårligere sammen, end når de breder sig i sengen alene.
Ifølge forskerne fordi kvinderne fra naturens side skal kunne holde til at blive forstyrret af barnegråd og menstruationssmerter.
Hvordan vi sover, har også indflydelse på, hvor godt vi husker vores drømme. Kvinder kan huske flest detaljer, hvis de har sovet alene, mens mænd kan huske mest af deres drømme efter en nat med sex.
Doktor Neil Stanley, der er søvnekspert ved Surrey Universitet, kalder det ligefrem "unaturligt" at dele sin seng med nogen som helst.
"At dele sin seng med nogen, der laver lyde og stjæler dynen. Det giver jo ingen mening. At sove er noget af det mest egoistiske, du kan foretage dig. Og det er vitalt for dit fysiske og mentale helbred," forklarer han.