Det kan betale sig at tænke over, hvorvidt der er nok skinke i skinkesalaten, når man handler ind.
I to ud af tre sager får forbrugere nemlig noget ud af at klage over teksten på fødevarers emballage.
Fra 2002-2007 har fødevareregionerne modtaget 821 klager over vildledende emballage, viser en undersøgelse fra Copenhagen Business School.
Det er både forbrugere, forbrugerorganisationer, konkurrenter og offentlige myndigheder, som står bag klagerne, og er især teksten på emballagen opfattes som vildledende, fordi den ikke stemmer overens med indholdet.
Hvem der klager, kommer bag på Jesper Clement, som har været med til at lave undersøgelsen.
"Det er overraskende, at halvdelen af klagerne er almindelige mennesker. Langt de fleste trækker bare på skuldrene eller går ned i forretningen og får pengene tilbage, hvis de føler sig vildledt, og derfor viser tallene kun toppen af isbjerget," siger han til 24timer.
Når klagerne får medhold, må producenter ændre enten indholdet i madvaren eller teksten på emballagen.