Sagen om den britiske pige Madeleine McCann, der i maj 2007 forsvandt under en ferie i Portugal med sine forældre, er ikke lukket af det portugisiske politi.
Det rapporterede flere medier ellers om tidligere i dag. Men den portugisiske statsadvokat, Fernando Pinto Monteiro, siger nu, at intet er afgjort. Det skriver bbc.co.uk.
Statsadvokaten oplyser dog, at sagen er givet videre fra politiet til anklagemyndigheden, som nu skal beslutte, om der skal rejses tiltale mod nogen.
Eneste oficielle mistænkte er Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann, samt den lokale Robert Murat.