Det var slet ikke planlagt, men DR-værten Petra Nagel er alligevel jublende lykkelig.
Hun kan nemlig afsløre, at hun og kæresten Asbjørn skal være forældre.
Det skriver hun i et opslag på det sociale medie Instagram.
"Her står vi på et toilet i sommer på Ærø. Ved ikke hvorfor Asbjørn har en toiletrulle i hånden... til gengæld holder jeg en graviditetstest, og den er positiv. Vi skal være forældre til foråret og vi glæder os meget," skrev hun.
Petra Nagel er kendt fra DR3-programmet "Petra elsker sig selv", hvor målet var at få et bedre forhold til sin krop.
Hun fortæller til BT, at hun og Asbjørn har være hemmelighedsfulde et stykke tid.
- Vi har vidst det i noget tid, men vi har holdt det hemmeligt indtil i dag, hvor vi har været til nakkefoldscanning, siger Petra Nagel til BT.
Barnet har det godt - men var altså ikke helt en del af planen.
- Det var ikke planlagt, men det er bestemt heller ikke en dårlig nyhed. Vi glæder os meget, især nu hvor scanningen er gået godt, siger Petra Nagel, der også fortæller, at hun har været ramt af en del kvalme og træthed.