Ungarn bør smides ud af EU på grund af den måde, de behandler flygtninge på.
Det siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, tirsdag i et interview med det tyske dagblad Die Welt.
- Vi kan ikke acceptere, at de grundlæggende værdier i Den Europæiske Union bliver krænket massivt, siger Asselborn til den tyske avis.
- Enhver, der som Ungarn bygger hegn mod krigsflygtninge eller krænker pressefriheden og retssystemets uafhængighed, burde midlertidigt, eller om nødvendigt for altid, ekskluderes fra EU, siger han.
Den luxembourgske toppolitiker siger samtidig, at Ungarn ikke ville have en chance for at komme med i EU, hvis de søgte om medlemskab i dag.
- Det hegn, som Ungarn bygger for at afskrække flygtninge, bliver hele tiden længere, højere og mere farligt, siger Asselborn.
- Ungarn er ikke langt fra en skydeordre mod flygtninge. Enhver, der vil overvinde hegnet, må regne med det værste, siger han.
Asselborns udtalelser kommer blot tre dage før et topmøde mellem de 27 lande, der bliver i EU, starter i Bratislava, hvor målet er at signalere sammenhold efter briternes beslutning om at forlade EU.
Dermed understreger den luxembourgske toppolitiker endnu engang den dybe splittelse mellem EU-landene i forsøget på at få styr på flygtningekrisen.
Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, afviser blankt angrebet fra Asselborn, som han ikke mener, at man kan tage alvorligt.
Szijjarto kalder samtidig sin luxembourgske kollega for "nedladende, hovskisnovski og frustreret".
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har længe været på kant med store dele af EU med sin højlydte afvisning af at tage imod flygtninge, som truer med at underminere Europas kristne rødder, mener han.
Han har samtidig sendt EU's flygtningekvoter til folkeafstemning i Ungarn.
2. oktober skal de ungarske vælgere således stemme ja eller nej til EU's obligatoriske system til fordeling af flygtninge ud over de europæiske lande.
EU-Kommissionen ville tirsdag ikke kommentere Asselborns angreb på Ungarn.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.