Efter en kraftig nedgang i salget i 2023 er lampefirmaet Louis Poulsen igen kommet tilbage på vækstsporet.
Det viser firmaets årsregnskab for sidste år.
Her omsatte Louis Poulsen for 897 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på syv procent.
Desuden er overskuddet efter skat endt på 119 millioner kroner mod 75 millioner i 2023.
Louis Poulsen har særligt haft medvind på det skandinaviske marked, mens resten af Europa også er gået en anelse frem.
Til gengæld har forbrugerne i resten af verden holdt sig tilbage.
Den samlede vækst kom i hus, på trods af at forbrugertilliden var i bund, og selv om året var præget af geopolitisk uro, påpeges det i regnskabet.
- Vi er tilfredse med at have opnået vækst på syv procent, som har været drevet af vores globale brand-momentum, skriver Louis Poulsen.
I år forventes det, at omsætningsvæksten lander i intervallet mellem to og otte procent.
Samtidig gøres det dog klart, at forventningerne er forbundet med en hvis usikkerhed.
- At navigere i det nuværende makroøkonomiske landskab kræver, at vores virksomhed er agil for at tiltrække flere kunder, både nye og tilbagevendende, lyder det videre.
Firmaet blev grundlagt i 1874 i København og kunne sidste år fejre sin 150 års fødselsdag.
DetailWatch har tidligere skrevet, at det startede som et vinimportfirma, men at det i begyndelsen af det seneste århundrede blev til en lysvirksomhed.
Siden har det samarbejdet med kendte designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen og Verner Panton.
I dag kendes firmaet blandt andet for lamper som "Koglen", "Snowball" og "Panthella"
I 2018 blev det danske firma overtaget af den italienske designkoncern Flos B&B Italia Group.
/ritzau/