Et ældre ægtepar fra det sydlige Jylland måtte kalde på datteren, da de vandt en million i Lotto takket være Millionærchancen.
Det fortæller ægteparret til Danske Spil. Ægteparret erkender, at de ikke er helt dus med Nem-ID og it i det hele taget.
- Da hun så kom og tjekkede det, så stod der, at jeg havde vundet en million. Så blev vi helt mærkelige i ansigtet, og min datter fik altså en tåre i øjenkrogen, beretter kuponens ejermand.
Mens datteren ikke kunne holde glædestårerne tilbage, så var der ikke de store følelsesudbrud at spore hos det ældre ægtepar.
- Vi tog det stille og roligt. Vi er ældre mennesker og vi har været sparsommelige.
Men det blev ikke ved de første glædestårer. For som manden fortæller, så har han og hustruen selv nok.
- Vi har, hvad vi skal bruge, så nu er det børnenes tur. Nu skal de hygge sig med deres familier, og så er det rart, at vi kan give dem en skilling, fortæller han.
De voksne børn syntes også, at det var rart.
- De blev så lykkelige, da de fik den konvolut af os. De blev helt overraskede og havde alle tårer i øjnene. Glædestårer! Det var så rørende, fortæller manden med eftertryk, så man virkeligt kan forstå, at han mener det.